En 37-årig kvinde anmeldte, at hun under behandling for PTSD hos en psykolog havde følt sig presset til at indlede et seksuelt forhold til psykologen. Hun anførte, at hun havde fået misbrugt sin tillid, og at hun var blevet hjernevasket til at adlyde behandlerens ordrer. Han havde blandt andet stillet krav om, at hun underkastede sig.
Psykologen bestred kvindens oplysninger.
Patienterstatningen vurderede, at det forløb, kvinden beskrev, ikke var en handling, der kunne betragtes som behandling, undersøgelse eller lignende, jf. KEL § 19, stk. 1.
Det falder uden for Patienterstatningens område at vurdere, om der kan være foregået strafbare handlinger. Patienterstatningen afviste derfor sagen og vejledte kvinden om muligheden for at melde psykologen til politiet samt klage over ham til Styrelsen for Patientsikkerhed.
Kvinden bad senere om at få genoptaget sagen. Hun henviste til, at psykologen var blevet dømt ved domstolene. Han havde under sagen forklaret, at en del af behandlingen havde bestået i, at de spillede et rollespil. Kvinden mente derfor, at der havde været tale om behandling.
Patienterstatningen vurderede fortsat, at kvinden ikke var blevet påført en skade i forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende. Hun havde derimod været offer for et strafbart forhold.
Der blev lagt vægt på, at domstolene havde dømt psykologen for at have misbrugt kvindens behandlingsmæssige afhængighed af ham til at begå et strafbart forhold, og at domstolene havde tilkendt kvinden en godtgørelse for tort for krænkelsen.
Psykologens grænseoverskridende adfærd udgjorde efter Patienterstatningens opfattelse en abnorm handling, der havde påført kvinden en krænkelse, men ikke en skade i klage- og erstatningslovens forstand. Det gjorde i den forbindelse ingen forskel, at den strafbare handling udsprang af en behandlingsrelation, idet domstolene havde fastslået, at den grænseoverskridende adfærd ikke var et led i terapiforløbet.
Patienterstatningen afviste derfor at genoptage sagen.
Afgørelsen blev tiltrådt af Ankenævnet for Patienterstatningen (AfP 2019-11752).
For lignende sager se 10-0545, 15-1138 og 20-8802.
Afgørelsesdato: 24. april 2017