En 9-årig pige fik anerkendt forsinket diagnosticering af en hjernesvulst og blev tilkendt godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén for forringet overlevelsesprognose. Patienterstatningen vurderede, at diagnoseforsinkelsen ikke havde medført varige fysiske eller kognitive gener.
Det fremgik af oplysningerne, at pigen var middelsvært til svært retarderet, og at hun modtog specialundervisning og havde behov for meget guiding og støtte. Hun blev hurtigt udtrættet og kom ofte til at falde i søvn, og hun var under konstant overvågning på grund af kramper. Hun havde desuden meget svært ved det faglige og kunne kun læse meget små ord med støtte og kun klare lettere regnestykker. Derudover fremgik det, at hun ikke havde nogen tidsfornemmelse, og at hendes opfattelse af virkelighed og fantasi var påvirket og overlappede hinanden.
På baggrund af disse oplysninger vurderede Patienterstatningen, at pigen var mentalt retarderet i et sådant omfang, at det ikke var realistisk, at hun ville kunne få en tilknytning til arbejdsmarkedet selv med skånehensyn, og at hun dermed ikke havde en arbejdsevne forud for skaden. Der blev derfor givet afslag på erstatning for erhvervsevnetab efter EAL § 8.
For lignende afgørelser se 10-1832 og 11-8266.
Afgørelsesdato: 27. juni 2018