En tre måneder gammel pige var født med en hjertesygdom og havde gennemgået flere operationer. Efter den sidste operation blev hun ordineret et kaliumtilskud gennem en madsonde, men ved en fejl fik man givet det intravenøst (gennem en blodåre) i stedet. Dette medførte, at pigen udviklede hjertestop og måtte genoplives, og hun havde et efterforløb med blandt andet respiratorbehandling og blodforgiftning.
Efterfølgende konstaterede man, at pigens motoriske udvikling var forsinket, og at hun havde en spastisk lammelse.
Patienterstatningen indhentede en ekstern speciallægevurdering. Det fremgik heraf, at hjertestoppet med overvejende sandsynlighed var opstået som følge af, at man havde givet kaliumtilskuddet intravenøst i stedet for gennem madsonden. Det kunne dog ikke fastslås, om pigens forsinkede motoriske udvikling var en følge af hjertestoppet eller en følge af selve hjertesygdommen.
Ifølge forarbejderne til den oprindelige patientforsikringslov kan der i de tilfælde, hvor der er tvivl om årsagssammenhængen mellem behandlingen og skaden, lempes på bevisbyrden, hvis der er begået en klar fejl.
På baggrund af speciallægevurderingen mente Patienterstatningen, at pigens skader lige så vel kunne være en følge af hendes hjertesygdom som en følge af hjertestoppet. Der kunne dog ikke ses bort fra, at i hvert fald en del af skaderne ville være undgået, hvis man havde givet kaliumtilskuddet korrekt. Patienterstatningen valgte derfor at lempe på bevisbyrden og anerkendte sagen efter KEL § 20, stk. 1, nr. 1.
For lignende sager med lempelse af bevisbyrden se 13-6553, 14-8672 og 14-8929.
Afgørelsesdato: 23. august 2013