En 12-årig dreng blev fundet i en vejside, hvor han var faldet om. En forbipasserende ringede 112, men vagtcentralen vurderede, at der ikke var behov for at sende en ambulance. En anden forbipasserende kørte herefter drengen til nærmeste lokale sygehus. Da drengen havde symptomer på alvorlig sygdom, søgte det lokale sygehus telefonisk rådgivning fra specialisterne på et større sygehus. Dette sygehus afslog at modtage drengen, men bad om, at han i stedet blev overflyttet til nærmeste sygehus med akutfunktion. Da han ankom til akutsygehuset, fik han foretaget en akut CT-skanning af maven, der viste en rift på legemspulsåren (aortadissektion) med blødning til maven og påvirkning af den ene nyre. Drengen blev herefter overflyttet til specialistafdelingen på det større sygehus, der oprindeligt havde afvist at modtage ham, med henblik på operation. Han afgik ved døden to dage senere.
Patienterstatningen vurderede, at der var sket en klar tilsidesættelse af de gældende retningslinjer og faglige standarder i forbindelse med visitationen på vagtcentralen. Der blev lagt vægt på, at der ved den telefoniske henvendelse til vagtcentralen blev beskrevet symptomer, som gav mistanke om alvorlig sygdom. Man burde derfor have sendt en ambulance og sørget for, at drengen var blevet indbragt til nærmeste akutsygehus. Dette ville have medført, at han var blevet undersøgt og opereret tidligere.
Patienterstatningen vurderede også, at det større sygehus, som gav telefonisk rådgivning, og som drengen endte med at blive overflyttet til, havde foretaget en klar forkert vurdering i forbindelse med den telefoniske rådgivning. Dette havde medvirket til, at operationen var blevet yderligere forsinket.
Det var tvivlsomt, om drengen ville have overlevet, hvis han var blevet opereret tidligere. Da der var tale om en klar tilsidesættelse af de gældende retningslinjer på området, vurderede Patienterstatningen dog, at det i den konkrete situation var rimeligt at lægge til grund, at drengen ville være overlevet, hvis behandlingen ikke var blevet forsinket. Vi lempede altså bevisbyrden for årsagssammenhængen mellem dødsfaldet og de skadevoldende handlinger og lod tvivlen komme boet til gode.
Sagen blev derfor anerkendt efter KEL § 21, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.
Afgørelsen er i overensstemmelse med dommene U 2002.1690/2H og U 2009.1835 H, hvor der var tvivl om årsagssammenhængen mellem behandlingen og skaden, og hvor der blev lempet på bevisbyrden, fordi sygehuset havde begået en klar fejl.
For lignende sager om lempet bevisbyrde se 11-4905, 13-6553 og 14-8929.
Afgørelsesdato: 30. juni 2015