Sagsnummer 16-0756

Mistet mulighed for højere pensionsydelse (ventetillæg) som følge af planlagt udskudt folkepension indgik ikke i forventet indtægt ved beregning af tabt arbejdsfortjeneste

02-02-2026
Erstatningsberegning Tabt arbejdsfortjeneste EAL §2 Tiltrådt i Ankenævnet for Patienterstatningen

Patienten, der var 67 år og fuldt erhvervsaktiv på skadestidspunktet, havde udskudt sin folkepension og optjente derfor på skadestidspunkt et såkaldt ventetillæg, der betød, at han kunne få en højere folkepension den dag, han ville gå på folkepension. 

Som følge af behandlingsskaden overgik patienten til folkepension to år før, han oprindeligt havde planlagt. Ud over den arbejdsindtægt, han mistede i de to år, hvor han forventeligt ville have fortsat med at arbejde, gik han også glip af optjening af to års ventetillæg. Derfor søgte han også om erstatning for mistet ventetillæg. 

Patienterstatningen vurderede, at patientens mistede optjening af ventetillæg ikke skulle indgå i beregning af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.  

Der blev lagt vægt på, at ventetillægget, som først ville være kommet til udbetaling efter patienten forventeligt ville have trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet som 70-årig, var en fremtidig social ydelse, der ikke vedrørte erstatningsperioden forud for den forventede pensionsalder. 

Ankenævnet for Patienterstatningen tiltrådte afgørelsen og anførte, at nævnet var enige i, at der for så vidt angår mistet optjening af ventetillæg, var tale om en fremtidig social ydelse. Der var efter ankenævnets vurdering ikke hjemmel til at erstatte den mistede optjening af ventetillæg efter reglen om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i erstatningsansvarslovens § 2. 

Afgørelsesdato: 30. oktober 2023 og 4. marts 2025 fra Ankenævnet for Patienterstatningen.