En 8-årig dreng havde slået sin ene blivende fortand ud i forbindelse med løb på skateboard. Drengen blev undersøgt på skadestuen, hvor man satte fortanden op i munden igen og rådede til at søge tandlægen den efterfølgende dag.
Drengen mistede efterfølgende sin fortand og fik indsat en protesetand.
Patienterstatningen vurderede, at en erfaren specialist ville have henvist drengen akut til tandlægevagten eller tandlæge, så han var blevet undersøgt senere samme dag. Herved kunne drengen have undgået protesetand og sygeforløbet herefter.
Patienterstatningen anerkendte skaden efter KEL § 20, stk. 1. nr. 1.
Patienterstatningen vurderede, at drengen ikke var berettiget til godtgørelse for varigt mén, da han med overvejende sandsynlighed vil få udbedret sin protesetand og få foretaget en mere permanent løsning i form af et implantat, når han er udvokset omkring 22-års alderen.
Af Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vejledende méntabel fremgår det af punkt A.1.1.2, at en retablering efter tandtab ”ved hjælp af delproteser (aftagelig protetik)” udgør et varigt mén på 5 %.
Af punkt A.1.1.1 fremgår, at tab af en tand, hvor der retableres sufficient tandsæt ”ved hjælp af kroner og broer (fast protetik) med eller uden implantater” udgør et varigt mén på under 5 %.
Således udgør den midlertidige protese et varigt mén på 5 %, mens den kommende implantatløsning udgør et varigt mén på mindre end 5 %.
Da proteseløsningen med overvejende sandsynlighed kan udbedres på sigt ved en implantatløsning, vil proteseløsningen ikke være af varig karakter. Implantatløsningen er derimod af varig karakter, men udgør et mén under 5 %.
På baggrund heraf var drengen ikke berettiget til godtgørelse for varigt mén.
Afgørelsesdato: 22. august 2024.