Ved afgørelse af 30. november 2010 anerkendte Patienterstatningen et ansvarsgrundlag efter klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 4, og patienten blev tilkendt godtgørelse for svie og smerte og varigt mén.
Ved Patienterstatningens afgørelse af 18. februar 2011 tilkendtes patienten yderligere erstatning for bl.a. transportudgifter og tabt arbejdsfortjeneste.
Ankenævnet for Patienterstatningen tiltrådte ved afgørelse af 10. november 2011, at der var grundlag for at yde patienten erstatning efter klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 4, herunder erstatning for transportudgifter med det beløb, som var tilkendt af Patienterstatningen. Ankenævnet for Patienterstatningen tilkendte ikke patienten yderligere erstatning.
Sagen angik, hvorvidt der var indtrådt forældelse, da patienten ved mail af 25. februar 2021 anmodede Patienterstatningen om at få genoptaget sin erstatningssag.
Spørgsmålet var, om forældelsesfristen på 10 år i klage- og erstatningslovens § 60 b, stk. 3, skulle regnes fra Patienterstatningens afgørelse af 18. februar 2011 eller fra Ankenævnet for Patienterstatningens afgørelse af 10. november 2011.
Patienterstatningen vurderede, at der var indtrådt forældelse, da den 10-årige forældelsesfrist skulle regnes fra Patienterstatningens afgørelse af 18. februar 2011, som var den seneste positive afgørelse i sagen.
Ankenævnet for Patienterstatningen var enig i denne afgørelse.
Landsretten fandt, at en naturlig forståelse af ordlyden af og forarbejderne til klage- og erstatningslovens § 60 b førte til, at Ankenævnet for Patienterstatningens afgørelse af 10. november 2011 måtte anses for at være den (seneste) bindende afgørelse om anerkendelse af patientens patientskade, så forældelsesfristen i sagen løb fra dette tidspunkt.
Der var herved navnlig lagt vægt på, at Ankenævnet for Patienterstatningen i afgørelsen af 10. november 2011 tiltrådte Patienterstatningens bagvedliggende vurdering i afgørelsen af 30. november 2010, hvorefter der var et ansvarsgrundlag efter klage- og erstatningsloven, og at der i øvrigt var tilkendt erstatning som sket. Da Ankenævnet for Patienterstatningen kunne have ophævet eller ændret vurderingen af, at patienten havde lidt en patientskade, måtte ankenævnets afgørelse således anses for en positiv afgørelse i forarbejdernes forstand. Landsretten bemærkede, at ankenævnets afgørelse også efter en sædvanlig forståelse af en administrativ afgørelse måtte anses for bindende.
Der var herefter ikke indtrådt forældelse i patientens erstatningssag. Landsretten stadfæstede med disse bemærkninger byrettens dom.
Østre Landsrets dom af 8. december 2022 (U2023.928)