En 57-årig mand anmeldte, at han havde udviklet ludomani som bivirkning til behandling med lægemidlet Ropinirol, som han havde fået på grund af et såkaldt Restless Legs Syndrome. Manden oplyste, at han havde været spilleafhængig i en periode på ca. fire år, og at han havde spillet for 600.000-700.000 kr. Dette tab ønskede han at få erstattet. Efter at manden var stoppet med at tage medicinen, ophørte hans ludomani.
Patienterstatningen vurderede, at mandens ludomani med overvejende sandsynlighed var udviklet som følge af behandlingen med Ropinirol. Der blev lagt vægt på, at der er tale om en kendt, men sjælden bivirkning til denne behandling, som forsvinder, når behandlingen ophører.
Patienterstatningen vurderede også, at behandlingen havde været i overensstemmelse med erfaren specialiststandard, jf. KEL § 20, stk. 1, nr. 1, og at der ikke var tale om en bivirkning, der gik ud over, hvad manden med rimelighed måtte acceptere set i forhold til den sygdom, han blev behandlet for, jf. KEL § 43.
Der blev lagt vægt på, at manden hverken havde været sygemeldt, mistet erhvervsindtægt eller fået varige helbredsgener som følge af ludomanien. Han havde heller ikke haft helbredelsesudgifter. Der havde alene været tale om, at han havde haft udgifter til spil og spillegæld, da ludomanien havde medført en uønsket forbrugsadfærd. Efter Patienterstatningens opfattelse udgør dette et formuetab, som ikke er omfattet af lovens dækningsområde. Der var dermed ikke opstået et værnet erstatningskrav efter loven.
Patienterstatningen afviste derfor sagen efter KEL § 43.
Ankenævnet for Patienterstatningen vurderede, at manden ikke havde ret til erstatning, allerede fordi det samlede erstatningskrav ikke ville overstige egetbidraget i KEL § 46 a (7.971 kr. i 2021).
Der blev lagt vægt på, at der ikke var grundlag for at yde erstatning efter EAL §§ 2-5. Derudover var der ikke oplyst om helbredelsesudgifter, der kunne erstattes efter EAL § 1. Ankenævnet var desuden enig i, at der ikke var grundlag for at yde erstatning for udgifterne til spil og spillegæld (AfP 2020-5513).
For en lignende sag se 19-10902.
Afgørelsesdato: 30. april 2020