En 60-årig mand blev behandlet for Parkinson med bl.a. lægemidlet Pramipexol. Som bivirkning til behandlingen udviklede han hyperseksualitet med behov for at opsøge prostituerede. Dette havde store både økonomiske og personlige konsekvenser for ham. Manden mente selv, at bivirkningen skyldtes, at han havde fået medicinen i for store doser.
Patienterstatningen vurderede, at mandens hyperseksualitet med overvejende sandsynlighed var udviklet som følge af behandlingen med Pramipexol. Der blev lagt vægt på, at der var tale om en kendt bivirkning til lægemidlet.
Patienterstatningen vurderede også, at behandlingen havde været i overensstemmelse med erfaren specialiststandard, jf. KEL § 20, stk. 1, nr. 1. Derudover var der ikke tale om en bivirkning, der gik ud over, hvad manden med rimelighed måtte acceptere set i forhold til den sygdom, han blev behandlet for, jf. KEL § 43.
Der blev lagt vægt på, at hyperseksualitet er en hyppig bivirkning, som opstår hos mere end to procent af de patienter, der behandles med Pramipexol.
Der blev også lagt vægt på, at manden havde svære symptomer af sin Parkinson og en betydelig funktionsindskrænkning, som bl.a. begrænsede ham i at varetage sit arbejde. Medicinen lindrede symptomerne i et omfang, så han i længere perioder kunne arbejde og fungere i hverdagen. Uden behandlingen ville hans symptomer være blevet forværret med en yderligere funktionsindskrænkning til følge.
Derudover blev der lagt vægt på, at der var tale om en midlertidig bivirkning, som forsvinder, når behandlingen ophører. Det fremgik af de seneste journalnotater, at mandens hyperseksualitet var aftaget væsentligt, efter at behandlingen var ophørt.
Endelig blev der lagt vægt på, at bivirkningen ikke havde medført indtægtstab, ligesom udgifter til køb af prostituerede udgør et formuetab, som ikke er omfattet af lovens dækningsområde.
Sagen blev derfor afvist efter KEL § 20, stk. 1, nr. 1, og § 43.
For en lignende sag se 20-2973.
Afgørelsesdato: 1. april 2020