En 59-årig mand havde pådraget sig en skade på lægmusklen ved overgangen til akillessenen. Han accepterede at deltage i et forsøg, hvor han blev udvalgt til konservativ behandling med dynamisk træning tidligt i forløbet.
Under træningen pådrog patienten sig en ny skade i området. Man konstaterede, at akillessenen var delvist revet over, og iværksatte konservativ behandling med en fast bandage.
Patienterstatningen vurderede, at traditionel konservativ behandling af den oprindelige muskelskade havde været en alternativ, ligeværdig behandling til forsøgsbehandlingen med dynamisk træning.
Patienterstatningen vurderede også, at patienten med overvejende sandsynlighed ville have undgået den delvise overrivning af akillessenen, hvis han i stedet var blevet behandlet konservativt.
Skaden blev derfor anerkendt efter KEL § 20, stk. 1, nr. 3.
Selvom der var tale om et forsøg, blev skaden ikke anerkendt efter KEL § 22, stk. 1, da patienten ikke var en rask forsøgsperson, men derimod en forsøgspatient.
Afgørelsesdato: 15. april 2016