Sagsnummer 15-4310

Blodprop var ikke en følge af blodtapning

16-06-2016

En 57-årig mand fik som donor foretaget blodtapning fra armen. Tapningen forløb umiddelbart uden komplikationer.

En måned senere udviklede patienten en blodprop i armen, og han blev sat i behandling med blodpropopløsende medicin.

Måneden efter fik patienten konstateret lungekræft med spredning til lymfeknuderne omkring luftrøret og til hjernen. Det var ikke muligt at operere, så man iværksatte lindrende behandling med bestråling af hjernen og kemoterapi. Patienten udviklede senere flere blodpropper i lungerne og armen og afgik ved døden af hjertestop.

Inden sin død anmeldte patienten, at han mente, at den første blodprop i armen var opstået som følge af blodtapningen.

Efter KEL § 22, stk. 1, ydes der erstatning for enhver skade, som kan være forårsaget af udtagelse af væv mv. i forbindelse med donorvirksomhed, medmindre det er overvejende sandsynligt, at skaden har en anden årsag.

Patienterstatningen vurderede, at blodproppen i armen ikke kunne være opstået følge af blodtapningen. Der blev lagt vægt på, at blodproppen først opstod en måned efter tapningen. Der blev også lagt vægt på, at patienten kort tid efter fik konstateret lungekræft med spredning. Det var efter Patienterstatningens vurdering overvejende sandsynligt, at kræftsygdommen var årsagen til både den oprindelige og de efterfølgende blodpropper.

Skaden blev derfor afvist til trods for den lempede bevisvurdering i KEL § 22, stk. 1.

Afgørelsesdato: 28. oktober 2015