En kvinde gennemgik en fødsel, som blev kompliceret af, at barnets skuldre sad fast. Man måtte derfor foretage særlige håndgreb for at forløse barnet. Efterfølgende konstaterede man en lammelse af barnets ene arm (Duchenne-Erbs parese).
Patienterstatningen vurderede, at behandlingen havde været i overensstemmelse med erfaren specialiststandard. Der havde ikke været indikation for at foretage kejsersnit, og man havde anvendt den korrekte metode til at løsne de fastsiddende skuldre. Selve det forløb, at skuldrene sad fast, skyldtes ikke behandlingen, men de anatomiske forhold mellem barnet og fødselsvejen.
Patienterstatningen vurderede desuden, at skaden ikke var sjælden og alvorlig nok til at udløse erstatning.
Der blev lagt vægt på, at lammelse af armen ikke er sjældent forekommende i forbindelse med en fødsel med fastsiddende skuldre. Der blev også lagt vægt på, at fastsiddende skuldre er en meget alvorlig tilstand, og at der er betydelig risiko for barnets helbred og overlevelse, hvis man ikke iværksætter behandling.
Sagen blev derfor afvist efter KEL § 20, stk. 1, nr. 1 og 4.
Ankenævnet for Patienterstatningen tiltrådte afgørelsen, og forældrene indbragte herefter sagen for domstolene. Retslægerådet udtalte, at der ikke havde været indikation for at foretage kejsersnit, og at fastsiddende skuldre er en alvorlig tilstand, som ubehandlet medfører iltmangel hos fosteret, som kan forårsage død eller blivende hjerneskade. Retten stadfæstede derfor, at betingelserne for at yde erstatning ikke var opfyldt (dom af 16. december 2013 fra Retten i Holstebro).
Patienterstatningen fastlagde sin praksis på området i 1996, og den har været uændret siden.
Afgørelsesdato: 6. december 2010