En 22-årig mand og en 54-årig kvinde deltog i henholdsvis juli og september 2000 i et forsøg med henblik på behandling af deres overvægt. Forsøget bestod i behandling med præparatet Ecopipam.
Ved en kontrolundersøgelse i juni 2001 konstaterede man, at begge patienter havde pådraget sig en endogen depression. Patienterne klagede til Patienterstatningen over, at de havde pådraget sig denne skade som følge af deltagelse i forsøget.
Sagerne blev afvist efter LMSL § 1, stk. 1 og 2 (KEL § 38, stk. 1 og 2), idet Patienterstatningen vurderede, at patienterne ikke havde pådraget sig en fysisk skade som følge af behandlingen, men alene en psykisk skade i form af endogen depression.
Patienterstatningen vurderede endvidere, at det skadevoldende lægemiddel var indgået som et led i behandling af patienternes overvægt. I lovens forstand kunne de således ikke betragtes som raske forsøgspersoner, hvilket indebar, at der ikke kunne ydes erstatning for den psykiske skade.
Sagerne illustrerer, at man som hovedregel skal være påført en fysisk skade, før der kan ydes erstatning, jfr. LMSL § 1, stk. 1 (KEL § 38, stk. 1). Sagen viser desuden anvendelsesområdet for LMSL § 1, stk. 2 (KEL § 38, stk. 2), der giver mulighed for erstatning for psykisk skade til raske forsøgspersoner.
I de pågældende sager vurderede Patienterstatningen, at afprøvningen af Ecopipam var indgået som et led i behandling af patienternes overvægt, da præparatet netop blev givet med henblik på at opnå en terapeutisk effekt i form af vægttab. Patienterne kunne således ikke betragtes som raske forsøgspersoner i lovens forstand. Behandlingen tog direkte sigte på patienternes lidelse, som dermed var relevant i forhold til behandlingen.
Patienterne var herefter ikke omfattet af bestemmelsen om, at der ydes erstatning til raske forsøgspersoner for psykisk skade, idet afprøvningen af præparatet var et led i behandlingen af patienternes overvægt.
Afgørelsesdato: 21. september 2001