Sagsnummer 06-2181

Død som følge af blodprop efter kikkertundersøgelse

13-08-2009

En 57-årig kvinde fik i januar 2005 foretaget kikkertundersøgelse af knæet i fuld bedøvelse på grund af smerter midt i knæet. Inden operationen var der ingen løshed i knæet og intet påfaldende ved en røntgenundersøgelse af knæet. Kvindens ernæringstilstand var betydeligt over middel.Kikkertundersøgelsen af knæet viste lette slidgigtsforandringer og ellers intet abnormt. Patienten blev udskrevet samme dag og var herefter fuldstændig velfindende.

Omkring 3 uger efter indgrebet blev patienten pludseligt utilpas med ondt i maven og vejrtrækningsbesvær og faldt om på en parkeringsplads. Ved ankomsten til skadestuen var hendes almentilstand svært påvirket, og man konstaterede en stor blodprop i lungerne (saddelemboli). Tilstanden forværredes med hjertestop flere gange, og patienten døde senere samme dag.

Patienten fik således en blodprop i lungerne og døde heraf. Dødsfaldet blev anerkendt efter PFL § 2, stk. 1, nr. 4, da det voldsomme og fatale forløb både var sjældent og alvorligt, og desuden klart gik ud over, hvad patienten måtte tåle, når der henses til, at hun fik foretaget en simpel kikkertundersøgelse af knæet (06-2181).

Afgørelsesdato: 3. november 2006