Sagsnummer 98-1865

Blærekræft ved behandling for leddegigt

11-08-2009

En 58-årig kvinde med kronisk, aktiv leddegigt blev i maj 1996 sat i behandling med Sendoxan, Imurel og Ergoquin. Behandlingen blev afsluttet i januar 1997, idet der ikke var effekt på leddegigten. Herefter påbegyndtes behandling med Prednisolon og Felden.

Et år senere udviklede patienten blod i urinen og fik påvist kræft i blæren. Der blev foretaget operation med fjernelse af blæren og anlæggelse af en såkaldt Brickerblære.

Patienterstatningen vurderede, at blærekræften med overvejende sandsynlighed var forårsaget af Sendoxan, idet blærekræft er en kendt, men meget sjælden bivirkning til dette lægemiddel.

Patienterstatningen fandt endvidere, at skaden var alvorlig i forhold til leddegigten, der hverken var svært invaliderende eller livstruende. Sagen blev derfor anerkendt.

Afgørelsesdato: 21. december 1998