Rekordmange ansøgninger til Patienterstatningen

Publiceret 14-06-2023

12.520 gange har patienter i Danmark søgt erstatning hos Patienterstatningen i 2022. Det er rekord.

Aldrig før har så mange patienter søgt erstatning hos Patienterstatningen som i 2022. Det viser de nye årstal fra Patienterstatningen.

I alt modtog Patienterstatningen 12.520 ansøgninger i 2022. Det er omkring 2.000 flere end i 2020. Stigningen skyldes blandt andet, at Patienterstatningen har fået 765 ansøgninger om erstatning for bivirkninger til COVID-vacciner. Samtidig har Patienterstatningen fået flere sager angående behandlingsforløb på offentlige hospitaler, private hospitaler og alment praktiserende læger.

”Alle, der søger erstatning hos Patienterstatningen, har på den ene eller anden måde en trist historie med sig. Derfor skal vi så hurtigt som muligt afklare, om patienten kan have ret til erstatning. Ofte kan alene afklaringen være med til at hjælpe en patient lidt videre i tilværelsen,” siger Karen-Inger Bast, direktør for Patienterstatningen.

Færre patienter får erstatning

Stigningen i antallet af sager fører dog ikke til flere erstatninger. I 2022 førte 22,3 procent – mod 25,7 procent i 2021 - af afgørelserne til, at Patienterstatningen tilkendte erstatning. Det betyder, at 2.469 patienter fik anerkendt deres sag. I alt tildelte Patienterstatningen 753,89 millioner kroner i erstatning.

Faldet i den samlede anerkendelsesprocent skyldes for det første, at Patienterstatningen kun giver erstatning i 7,3 procent af de sager, som handler om bivirkninger til COVID-vacciner. Enten fordi der ikke med overvejende sandsynlighed har været en årsagssammenhæng mellem patientens symptomer og vaccinen, eller fordi patientens symptomer er for milde til at udløse erstatning.

For det andet modtager Patienterstatningen færre ansøgninger vedrørende såkaldte granulomer, som kan være en bivirkning til børnevaccinationer. Denne type sager bliver meget ofte anerkendt. For det tredje har Patienterstatningen anerkendt færre sager efter rimelighedsreglen . Rimelighedsreglen giver patienter ret til erstatning, hvis de får en meget alvorlig og sjælden skade, selvom sundhedspersonalet har gjort alt rigtigt.

Mange sager øger sagsbehandlingstiden

De mange ansøgninger har gjort, at Patienterstatningen ikke har nået sit mål om at nedbringe sagsbehandlingstiden til seks måneder. Der går nu i gennemsnit ni måneder, fra en patient søger erstatning, til Patienterstatningen afgør sagen.
Ifølge direktør Karen-Inger Bast kan sagsbehandlingstiden forklares – men ikke forsvares.

”Den korte forklaring på den lange sagsbehandlingstid er, at vi både i 2021 og i 2022 fik 14 procent flere ansøgninger end i de forudgående år. Og det højere niveau af anmeldelser er fortsat i 2023, hvor vi også vil modtage flere ansøgninger, hvis udviklingen fortsætter. Heldigvis har vi kunnet ansætte mange nye, dygtige medarbejdere, så vi forventer at sagsbehandlingstiden falder i løbet af 2023. Det skylder vi de patienter, som lige nu desværre må vente for længe på en afgørelse,” siger direktør Karen-Inger Bast.

Find årsrapporterne her