En 45-årig kvinde fik fjernet sin livmoder, da hun døjede med smerter i underlivet og blødningsforstyrrelser. Hun havde desuden muskelknuder i underlivet og sammenvoksninger i maveregionen omkring tarmene.
Efter operationen havde kvinden smerter i maven, forhøjede infektionstal og lav blodprocent. En CT-skanning og senere operation viste en skade på kvindens venstre urinleder, som var opstået, fordi man ramte urinlederen, da kvindens livmoder blev fjernet. Ved operationen fik kvinden anlagt kateter, og skaden på urinlederen blev lavet.
Patienterstatningens vurdering
Patienterstatningen vurderende, at man ved den første operation burde have fritlagt urinlederne, eller som et minimum have orienteret sig om urinledernes forløb ved at åbne til området under bughinden. På den måde havde man undgået at gøre skade på urinlederen, og kvinden havde undgået de efterfølgende gener og den ekstra operation.
Erstatning
Kvinden fik 11.295 kr. i erstatning.
Afgørelsen blev anket til Ankenævnet for Patienterstatningen, som var enige i Patienterstatningens afgørelse.
Sagsnummer: 23-3623