En 43-årig mand fik efter sterilisation med henblik på sikker prævention vedvarende stærke smerter og tilbagevendende hævelse i venstre side af pungen med udstråling til lysken. Blokadebehandlinger og smertestillende medicin var uden vedvarende effekt og manden blev henvist til smerteklinik.
Patienterstatningen anerkendte skaden som en sjælden og alvorlig komplikation efter KEL § 20, stk. 1, nr. 4, og tilkendte 5 % i varigt mén.
Patienterstatningen vurderede, at det er hyppigt forekommende, at der efter en sterilisation kan opstå lettere vedvarende smerter i pungen. Vedvarende stærke smerter i mere end ½ år efter indgrebet er imidlertid sjældent.
Sagen blev anket af patienten med krav om højere varigt mén.
Ankenævnet for Patienterstatningen vurderede, at patientens skade i form af betydende smerter ikke var tilstrækkeligt sjældent til anerkendelse efter KEL § 20, stk. 1, nr. 4, og patienten var derfor ikke påført en erstatningsberettigende behandlingsskade.
Patienten indbragte denne afgørelse for domstolene.
I forbindelse med retssagen blev der indhentet en udtalelse fra Retslægerådet. Retslægerådet udtalte, at smerter af kronisk karakter efter sterilisation optræder hos cirka 15 % af de opererede, uanset smerteintensitet. Hos 1 til 2 % af patienterne er smerterne imidlertid af en sådan karakter, at patienten må søge lægehjælp for at få afhjulpet smerterne, som i dette tilfælde. Ifølge Retslægerådet var manden omfattet af patientgruppen på 1 til 2 %.
Ankenævnet for Patienterstatningen genoptog herefter sagen og vurderede, at mandens kroniske smerter efter sterilisationen var så væsentlige, at skaden kunne anerkendes som en sjælden og alvorlig komplikation efter KEL § 20, stk. 1, nr. 4.
Afgørelsesdato: 28. oktober 2019.
Ankenævnet for Patienterstatningens afgørelse: 7. september 2023.