Sagsnummer 24-0193

Praktiserende læges udfærdigelse af lægeerklæring til kommunen var ikke omfattet af loven

12-06-2024

En 34-årig kvinde søgte erstatning, fordi hun mente, at hendes praktiserende læge havde skrevet forkerte oplysninger i en lægeerklæring til kommunen til brug for et jobafklaringsforløb.

Patienterstatningen kunne ikke behandle sagen, da den faldt uden for patienterstatningsordningens dækningsområde, jf. klage- og erstatningslovens § 19, stk. 1, og stk. 2.

Patienterstatningen lagde vægt på, at udfærdigelse af attester og lægeerklæringer til forsikringsselskaber og offentlige myndigheder ikke er omfattet af klage- og erstatningslovens dækningsområde, da udfærdigelse af erklæringer ikke i sig selv betragtes som undersøgelse, behandling eller lignende.

Patienterstatningen lagde endvidere vægt på, at det fremgår af lovbemærkningerne til lov nr. 314 af 25. april 2018 om ændring af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (Lovforslag nr. L 98, fremsat for Folketinget 15. november 2017, side 20), at udfærdigelse af attester og lægeerklæringer til forsikringsselskaber og offentlige myndigheder ikke er omfattet af dækningsområdet, da der ikke er tale om lægelig patientbehandling. Derimod er den kliniske undersøgelse af patienten til brug for en erklæring omfattet.

Patienterstatningen lagde endelig vægt på, at eventuelle forkerte oplysninger i en lægeerklæring ikke udgør en skade i klage- og erstatningslovens forstand.

Afgørelsen blev tiltrådt af Ankenævnet for Patienterstatningen.

Afgørelsesdato: 26. januar 2024.