En ung mand havde søgt erstatning for forsinket diagnosticering og behandling af slidgigt i hoften. Patienterstatningen vurderede, at behandlingen havde levet op til erfaren specialiststandard, og at manden ikke var blevet påført skade ved behandlingen. Sagen blev derfor afvist.
Afgørelsen blev tiltrådt af Ankenævnet for Patienterstatningen.
Manden bad senere ankenævnet om at genoptage sagen. Han henviste til en speciallægeerklæring, hvoraf det fremgik, at han burde have været udredt tidligere.
Ankenævnet afviste at genoptage sagen. Der blev lagt vægt på, at der ikke var kommet nye oplysninger i sagen med et indhold, der havde væsentlig betydning for sagens udfald. Der var alene tale om en vurdering af det allerede foreliggende materiale. Ankenævnet vurderede fortsat, at behandlingen havde levet op til erfaren specialiststandard.
Manden indbragte herefter sagen for domstolene. Det blev gjort gældende, at speciallægeerklæringen havde karakter af nye faktiske oplysninger, idet der var sket en faktisk lægefaglig undersøgelse af manden. Endvidere havde de nye faktiske oplysninger en sådan karakter og var af så væsentlig betydning for sagen, at der var en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet udfald, hvis oplysningerne havde foreligget i forbindelse med ankenævnets oprindelige behandling af sagen.
Det blev også gjort gældende, at det forhold, at det var den samme lægekonsulent, der havde vurderet sagen i ankenævnet både ved den oprindelige behandling af sagen og i forbindelse med genoptagelsesanmodningen, medførte en sådan tvivl om rigtigheden af behandlingen af genoptagelsesanmodningen, at sagen burde hjemvises til fornyet behandling.
Byretten lagde vægt på, at ankenævnet havde vurderet, at speciallægeerklæringen ikke udgjorde nye oplysninger. Endvidere havde ankenævnet foretaget en vurdering af samtlige foreliggende oplysninger, herunder speciallægeerklæringen, og på den baggrund vurderet, at manden var blevet undersøgt og behandlet relevant.
Som sagen var forelagt, måtte det lægges til grund, at ankenævnet ikke havde tilsidesat forvaltningsloven eller god forvaltningsskik. Der var derfor ikke ført tilstrækkeligt bevis for, at betingelserne for genoptagelse eller hjemvisning af sagen var opfyldt. Ankenævnet blev derfor frifundet (dom af 20. april 2021 fra Retten i Viborg, sag nr. BS-31899/2018).
For en lignende sag se 15-3655.
Afgørelsesdato: 14. september 2016