En 46-årig kvinde havde fået anerkendt, at hun var blevet påført skade i form af infektion og blodprop i lungen i forbindelse med behandling af et lårbensbrud. Hendes oprindelige brud var opstået under en arbejdsulykke, der var anerkendt som en arbejdsskade.
Patienterstatningen tilkendte kvinden lovens maksimale godtgørelse for svie og smerte, som blev udbetalt af regionen. Patienterstatningen blev efterfølgende opmærksom på, at kvinden allerede havde fået udbetalt lovens maksimale godtgørelse fra arbejdsgiverens ansvarsforsikring.
Patienterstatningen opgjorde senere en mindre differenceerstatning for erhvervsevnetab, der ikke oversteg godtgørelsen for svie og smerte.
Patienterstatningen mente, at der skulle ske modregning af det for meget udbetalte i godtgørelse for svie og smerte, så differenceerstatningen ikke kom til udbetaling.
Der blev lagt vægt på, at kvinden var repræsenteret af en advokat, der burde have vidst, at hun ikke var berettiget til to gange maksimum svie og smerte for samme skadesforløb. Det var derfor Patienterstatningens opfattelse, at advokaten havde været i ond tro om kvindens berettigelse til godtgørelsen for svie og smerte.
Patienterstatningen overlod det til regionen selv at tage stilling til, om de ville kræve, at kvinden tilbagebetalte resten af det for meget udbetalte.
Kvinden ankede afgørelsen. Hun gjorde gældende, at der var tale om to separate skadesforløb, og at der derfor kunne udbetales mere end lovens maksimale godtgørelse for svie og smerte. Hun gjorde også gældende, at betingelserne for at modregne det for meget udbetalte ikke var opfyldt, da hun ikke selv havde været i ond tro.
Ankenævnet for Patienterstatningen var enig i, at kvinden ikke havde ret til lovens maksimale godtgørelse for svie og smerte to gange. Ankenævnet var også enig i, at beløbet kunne kræves tilbagebetalt, og at der var grundlag for at modregne en del af beløbet i differenceerstatningen for erhvervsevnetab.
Ankenævnet bemærkede, at advokaten som professionel aktør burde vide, at kvinden ikke kunne få lovens maksimale godtgørelse for svie og smerte to gange. Efter ankenævnets opfattelse bør der i et sådant tilfælde ske identifikation mellem kvinden og dennes advokat, så det er advokatens viden, der er afgørende for, om betingelserne for tilbagebetaling er opfyldt.
I forhold til spørgsmålet om modregning bemærkede ankenævnet, at udbetalingen af godtgørelse for svie og smerte kunne karakteriseres som en fejludbetaling, der kunne modregnes i andre poster. Det blev desuden bemærket, at fordringerne var komputable (udjævnelige), da der var tale om pengefordringer, som i øvrigt eksisterede mellem de samme to parter - kvinden og regionen (AfP 2019-9705).
For en lignende sag om modregning se 18-3019.
For en lignende sag om svie og smerte ved flere skadevoldere se 16-4794.
Afgørelsesdato: 30. september 2019