En 65-årig mand blev opereret for endetarmskræft og fik anlagt en aflastende stomi, som senere blev lagt tilbage.
Efter tilbagelægningen af stomien opstod der lækage fra sammensyningen (anastomoselækage), og manden måtte gennemgå et længere forløb med blandt andet blodforgiftning (sepsis). Manden endte med at have permanent stomi.
Patienterstatningen vurderede, at komplikationerne skulle sammenholdes med mandens kræftsygdom, da tilbagelægningen af stomien var et led i den samlede behandling af denne sygdom.
Patienterstatningen vurderede også, at skaden ikke var alvorlig set i forhold til kræftsygdommen. Sagen blev derfor afvist efter KEL § 20, stk. 1, nr. 4.
Afgørelsen blev tiltrådt af Ankenævnet for Patienterstatningen, som blandt andet lagde vægt på, at tilbagelægningen af stomien blev udført som led i behandlingen af endetarmskræft, og at skaden ikke var mere omfattende, end hvad manden måtte tåle set i forhold til kræftsygdommen.
Sagen blev derefter indbragt for domstolene. Det blev blandt andet gjort gældende, at det samlede forløb, manden havde gennemgået, var sjældent forekommende.
Retslægerådet udtalte blandt andet, at mandens 5-årsoverlevelse uden behandling var særdeles ringe. Henset hertil, og da behandlingsforløbet og de varige gener havde specifik sammenhæng med behandlingen af endetarmskræften, mente byretten ikke, at skaden var mere omfattende, end hvad manden måtte tåle (dom af 2. juli 2019 fra Københavns Byret, sag nr. BS 8C-2161/2016).
Som afgørelsen viser, er det den ubehandlede grundsygdom, en skade skal sammenlignes med i forhold til alvorlighedskriteriet i KEL § 20, stk. 1, nr. 4. Det gælder også, selvom skaden – som i det konkrete tilfælde – ikke opstår i forbindelse med den primære behandling, men først under det senere behandlingsforløb. Denne praksis stemmer med U 2009.1398 H.
For en lignende afgørelse, se 18-6762.
Afgørelsesdato: 26. maj 2015