En 74-årig kvinde blev opereret for endetarmskræft og gennemgik efterfølgende kemoterapi og strålebehandling. Under det efterfølgende kontrolforløb fik hun blandt andet foretaget biopsi fra det behandlede område. Der opstod i den forbindelse en blodansamling omkring endetarmen. Der udvikledes siden infektion, og man måtte derfor anlægge stomi. På grund af følgerne efter strålebehandlingen havde vævet i området dårlig helingsevne, og stomien endte derfor med at være permanent. Svaret på biopsien viste ikke tegn til recidiv af kræften.
Patienterstatningen vurderede, at behandlingen havde fulgt erfaren specialiststandard, og at blodansamlingen var en hændelig komplikation til biopsitagningen.
Patienterstatningen vurderede også, at det er sjældent forekommende, at der efter udvikling af en blodansamling bliver behov for anlæggelse af en permanent stomi, også selvom området er behandlet med stråler.
Det var dog samtidig Patienterstatningens vurdering, at der ikke var tale om en alvorlig skade set i forhold til, at biopsien blev foretaget som led i behandlingsforløbet for kvindens endetarmskræft, som ubehandlet er en dødelig sygdom.
Sagen blev derfor afvist efter KEL § 20, stk. 1, nr. 1 og 4.
Som afgørelsen viser, er det den ubehandlede grundsygdom, en skade skal sammenlignes med i forhold til alvorlighedskriteriet i KEL § 20, stk. 1, nr. 4. Det gælder også, selvom skaden – som i det konkrete tilfælde – ikke opstår i forbindelse med den primære behandling, men først i det efterfølgende kontrolforløb. At det er den ubehandlede grundsygdom, der er afgørende, indebærer desuden, at det er uden betydning, om det senere viser sig, at patienten er blevet helbredt for sin alvorlige grundsygdom ved den gennemgåede behandling.
Afgørelsesdato: 15. april 2019