Sagsnummer 18-3563

Manglende reaktion fra hjemmeplejen på nødopkald

23-10-2019

En 76-årig kvinde med Parkinson faldt i sit hjem og forsøgte at tilkalde hjælp fra hjemmeplejen via et installeret nødkald. Opkaldet blev dog først besvaret efter 10 timer. I ventetiden havde kvinden ligget på en tændt støvsuger, og hun blev derfor forbrændt på brystet og den ene arm. Derudover havde hun slået skulderen og knæet ved faldet. 

Kvinden måtte efterfølgende gennemgå behandling for sine brandsår.

Patienterstatningen vurderede, at behandling efter erfaren specialiststandard havde været, at man fra hjemmeplejen havde tilset kvinden umiddelbart efter hendes nødopkald. Derved ville hun med overvejende sandsynlighed have undgået at udvikle brandsårene.

Sagen blev derfor anerkendt efter KEL § 20, stk. 1, nr. 1.

Afgørelsesdato: 10. oktober 2018