En kvinde fik anerkendt forsinket diagnosticering af kræft i bugspytkirtlen og blev blandt andet tilkendt godtgørelse for varigt mén for forringet overlevelsesprognose. Patienterstatningen vurderede, at sygdommen var uhelbredelig allerede på det tidspunkt, hvor diagnosen skulle have været stillet. Der blev derfor givet afslag på erstatning for uhelbredelig sygdom.
Afgørelsen blev tiltrådt af Ankenævnet for Patienterstatningen, og sagen blev derefter indbragt for domstolene. Kvinden og senere hendes efterladte gjorde gældende, at der var sket en klar fejl, og at der derfor skulle lempes på bevisbyrden i forhold til den uhelbredelige sygdom og det senere indtrådte dødsfald.
Retslægerådet udtalte, at der var begået en fejl i forbindelse med behandlingen. Det kunne ikke vurderes, hvordan overlevelsesprognosen ville have været ved rettidig diagnosticering, men hvis radikal operation havde været mulig, ville prognosen have været 20-40 %.
Byretten mente ikke, at det var godtgjort, at der var tale om en sådan fejl, at der skulle ske bevislempelse. Byretten mente heller ikke, at der var et sikkert grundlag for at tilsidesætte vurderingen af, at sygdommen var uhelbredelig selv ved rettidig diagnosticering. Dette stadfæstede landsretten (Østre Landsrets dom af 28. februar 2018, 10. afdeling, sag nr. B-2854-16).
For en lignende problemstilling henvises til U 2018.3093 H, der vedrører sagen 12-5410.
Afgørelsesdato: 12. marts 2014