En 53-årig mand afgik ved døden som følge af spiserørskræft. Boet anmeldte forløbet og anførte, at sygdommen var blevet diagnosticeret for sent.
Patienterstatningen vurderede, at diagnosen burde have været stillet 4 måneder tidligere, og anerkendte sagen efter KEL § 21, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.
Ved rettidig diagnose ville manden have haft en 5-årig overlevelsesprognose på 10-15 %, men som følge af forsinkelsen var den blevet reduceret til 0. I henhold til fast praksis blev der derfor givet en godtgørelse for 10 % mén for den psykiske belastning, der var forbundet med prognoseforringelsen. Der blev givet afslag på yderligere erstatning med den begrundelse, at der allerede på det rettidige diagnosetidspunkt var tale om uhelbredelig kræft, og at der derfor ikke var grundlag for at yde erstatning for hverken det gennemgåede behandlingsforløb eller dødsfaldet.
Afgørelsen blev tiltrådt af Ankenævnet for Patienterstatningen, der vurderede, at dødsfaldet med overvejende sandsynlighed skyldtes selve kræftsygdommen og ikke diagnoseforsinkelsen.
Sagen blev derefter indbragt for domstolene, hvor der blandt andet blev rejst krav om erstatning for forsørgertab med den begrundelse, at dødsfaldet var blevet fremrykket som følge af skaden. Det blev desuden gjort gældende, at der skulle ske en lempelse af bevisbyrden for årsagssammenhæng mellem diagnoseforsinkelsen og dødsfaldet, da der var begået en klar fejl.
Retslægerådet udtalte, at manden mest sandsynligt ville være afgået ved døden som følge af kræften, selvom diagnosen var stillet rettidigt. Retslægerådet kunne ikke vurdere, hvor meget længere han ville have levet, hvis diagnosen var stillet rettidigt.
På baggrund af Retslægerådets udtalelse fandt Højesteret det godtgjort, at manden med overvejende sandsynlighed ville være afgået ved døden, selvom kræftsygdommen var blevet diagnosticeret rettidigt. Da den forsinkede diagnose således ikke havde været årsag til dødsfaldet, kunne der ikke ydes erstatning for dette. Højesteret mente ikke, at der var grundlag for at lempe bevisbyrden.
Dommen er trykt i U 2018.3093 H.
Afgørelsesdato: 27. november 2012