Sagsnummer 13-9238

Erstatningskrav for lammelse i arme og ben var ikke forældet

21-02-2019

En 48-årig mand anmeldte i november 2013, at han var påført skade som følge af forsinket diagnosticering og behandling af et ustabilt brud i nakken under en indlæggelse i sommeren 2009. Han var blevet indlagt med symptomer tydende på en skade på rygmarven, og først efter en uge konstaterede man et ustabilt brud i nakken. Man foretog stivgørende operation, og manden gennemgik derefter et langvarigt kritisk forløb.

Patienterstatningen vurderede, at man burde have diagnosticeret bruddet umiddelbart efter indlæggelsen og derefter foretaget operation, og at en del af forløbet og de varige gener i så fald ville være undgået. Sagen blev derfor anerkendt efter KEL § 21, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1. Det varige mén som følge af skaden blev vurderet til 30 % af samlet 120 %.

Regionen ankede afgørelsen, da de mente, at sagen var forældet.

Ankenævnet for Patienterstatningens flertal mente, at manden senest i foråret 2010 og inden november 2010 – tre år før anmeldelsen – havde haft tilstrækkelige og nødvendige oplysninger om sit sygeforløb til at have kendskab til en mulig skade, der kunne danne grundlag for et erstatningskrav.

Der blev lagt vægt på, at manden i januar 2010 blev oplyst om, at han ikke ville komme til at bruge sine ben igen. Der blev også lagt vægt på, at anmeldelsen var baseret på oplysninger, han også havde før november 2010. Derudover var der ikke oplysninger om, at han først på et senere tidspunkt havde eller burde have fået kendskab til en eventuel skade.

Sagen blev derefter indbragt for domstolene. Byretten lagde vægt på, at manden efter sine egne oplysninger først efter november 2010 fik mistanke om en mulig fejlbehandling, blandt andet på baggrund af nogle samtaler med personalet under en indlæggelse i 2011/2012.

Byretten mente ikke, der forelå oplysninger i sagen, der gav grundlag for at antage, at manden på noget tidspunkt forud for november 2010 havde modtaget information fra læger eller sygehuse, der kunne have givet ham grundlag for at vurdere eller indse, at hans tilstand muligt var blevet forværret som følge af en fejlbehandling. Der forelå ej heller oplysninger i journalmaterialet, der gav grundlag for at antage, at han skulle have kunnet gennemskue, at der var tale om en mulig fejlbehandling. Den omstændighed, at han havde været totalt lammet i arme og ben mv., kunne ikke i sig selv begrunde, at han burde have indset, at der kunne være tale om en patientskade.

Byretten mente derfor ikke, at der var grundlag for at antage, at manden forud for november 2010 havde eller burde have haft kendskab til de forhold, der kunne begrunde, at der havde været tale om en fejlbehandling. Sagen var derfor ikke forældet (dom af 14. maj 2018 fra Retten i Esbjerg, sag nr. BS 8-524/2017).

Afgørelsesdato: 15. januar 2016