En mand var blevet tilkendt erstatning for en behandlingsskade opstået i 2003. Manden bad senere om at få sagen genoptaget, hvilket blev afslået og tiltrådt af Ankenævnet for Patienterstatningen i august 2013. Afgørelsen blev truffet på grundlag af blandt andet en speciallægeerklæring fra januar 2012.
Sagen blev indbragt for domstolene, og i maj 2014 blev den forelagt for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med henblik på en vejledende udtalelse om mén og erhvervsevnetab. Manden blev opereret igen i 2015 og 2016, og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring bad derefter om en ny speciallægeerklæring.
Byretten afsagde i december 2016 kendelse om, at sagen ikke skulle udsættes på, at der blev indhentet en ny speciallægeerklæring, da det var Ankenævnet for Patienterstatningens afgørelse fra august 2013, der var til prøvelse. Sagen angik dermed spørgsmålet om, hvorvidt der på dette tidspunkt var grundlag for genoptagelse. Byretten anførte endvidere, at det måtte præciseres over for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, at udtalelsen måtte baseres på de oplysninger, der forelå i august 2013, herunder speciallægeerklæringen fra januar 2012.
Ved kendelse afsagt i juni 2017 tillod Vestre Landsret, at der blev indhentet en ny speciallægeerklæring. Landsretten mente, at forarbejderne til EAL § 11 måtte forstås således, at der i sager om genoptagelse kan indhentes og lægges vægt på yderligere oplysninger til belysning af skadelidtes helbredsmæssige tilstand, selvom disse ikke forelå på tidspunktet for den afgørelse, der er til prøvelse, hvis de vurderes af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Da skadelidte havde undergået to operationer siden Ankenævnet for Patienterstatningens afgørelse, mente landsretten, at det ikke på forhånd kunne udelukkes, at en ny speciallægeerklæring ville bidrage til sagens oplysning.
Højesteret udtalte, at der hverken i EAL eller bestemmelsens forarbejder er taget stilling til, om der ved domstolenes efterprøvelse af en forvaltningsafgørelse om afslag på genoptagelse kan tages hensyn til ændringer, der er indtruffet efter det tidspunkt, hvor forvaltningsmyndigheden afslog at genoptage sagen.
Højesteret mente, at domstolenes prøvelse af Ankenævnet for Patienterstatningens afgørelse måtte ske på grundlag af forholdene på tidspunktet for denne afgørelse. Dette indebærer, at oplysninger, som ikke forelå for ankenævnet, kan indgå i sagen, hvis de belyser skadelidtes forhold på tidspunktet for afgørelsen. Oplysninger om senere ændringer i hans helbredstilstand, der eventuelt kan begrunde, at der på et senere tidspunkt end august 2013 har været grundlag for at genoptage sagen, er derimod uden betydning for domstolenes prøvelse af afslaget på genoptagelse.
Højesteret lagde til grund, at den speciallægeerklæring, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring havde bedt om, havde til formål at belyse skadelidtes helbredsforhold på nuværende tidspunkt og ikke på tidspunktet for Ankenævnet for Patienterstatningens afgørelse i august 2013. En sådan speciallægeerklæring måtte derfor antages at være uden betydning for sagen, og der var derfor ikke grundlag for at udsætte sagen herpå (Højesterets kendelse af 20. marts 2018, trykt i U 2018.2011).
Afgørelsesdato: 20. marts 2018