En 50-årig mand havde af Patienterstatningen fået anerkendt en skade opstået i forbindelse med behandling af et ankelbrud og havde blandt andet fået godtgørelse for varigt mén og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, men afslag på erstatning for erhvervsevnetab. Afgørelsen blev ikke anket.
Efterfølgende bad manden om at få sagen genoptaget. Dette afviste Patienterstatningen med den begrundelse, at der kun var sket en let forværring af hans varige gener, og at generne kunne bedres ved en eventuel re-operation.
Patienterstatningen vurderede samtidig, at det ikke med overvejende sandsynlighed var skaden, der var årsagen til, at manden havde udviklet slidgigt i knæene, degenerationer i lænden og diskusprolaps. Der var derfor ikke grundlag for at yde erstatning for disse gener.
Afgørelsen blev tiltrådt af Ankenævnet for Patienterstatningen, som blandt andet bemærkede, at mandens funktionsevne mere var begrænset af hans ryg- og knæproblemer samt en skulderskade end af behandlingsskaden. Sagen blev derefter indbragt for domstolene.
Byretten mente ikke, det var godtgjort, at der forelå nye faktiske omstændigheder af så væsentlig betydning, at der var grundlag for at foretage en ændret vurdering af sagen. Den omstændighed, at manden efter ankenævnets afgørelse var blevet tilkendt førtidspension på grund af problemer med ankel, knæ, skulder og ryg, var heller ikke en sådan faktisk omstændighed, der kunne siges at have ændret sig væsentligt i forhold til de omstændigheder, der blev lagt til grund ved sagens afslutning. Der var derfor ikke grundlag for at genoptage sagen (dom af 28. maj 2018 fra Retten i Roskilde, sag nr. BS 8A-633/2017).
Afgørelsesdato: 10. april 2016