En 38-årig kvinde var i medicinsk behandling for tarmsygdommen Morbus Crohn, og i januar 2012 startede hun behandling med præparatet Humira. Umiddelbart efter opstarten af behandlingen oplevede hun føleforstyrrelser i hånden og op ad underarmen. I første omgang aftog generne, men de vendte i perioder tilbage.
I løbet af sommeren 2014 udviklede kvinden en sovende fornemmelse i både arm og ben, og hun oplevede tilfælde med føleforstyrrelser rundt omkring i kroppen. Undersøgelser viste, at hun havde udviklet sklerose, og man vurderede, at lidelsen kunne være udløst af behandlingen med Humira.
Kvinden anmeldte udviklingen af sklerose som en lægemiddelskade.
Patienterstatningen vurderede, at det med overvejende sandsynlighed var behandlingen med Humira, der var årsagen til, at kvinden havde udviklet sklerose. Der blev lagt vægt på, at det er kendt, at Humira i meget sjældne tilfælde kan udløse sklerose. Der blev også lagt vægt på, at de første føleforstyrrelser opstod kort tid efter, at kvinden var startet i behandlingen med Humira.
Patienterstatningen var opmærksom på, at kvinden var arveligt disponeret for at udvikle sklerose, idet hendes mor havde udviklet sklerose i en sen alder. Patienterstatningen vurderede dog, at hendes arvelige disposition var mindre væsentlig, idet risikoen for at få sklerose med et enkelt nærtstående familiemedlem kun er let forøget.
Patienterstatningen vurderede desuden, at udvikling af sklerose gik ud over, hvad kvinden burde tåle i forbindelse med medicinsk behandling for Morbus Crohn med lægemidlet Humira. Sagen blev derfor anerkendt efter KEL § 43.
Afgørelsesdato: 25. april 2017