Sagsnummer 13-4965

Efterladt ægtefælle fik erstatning for dødsfald efter diskusprolapsoperation

10-08-2017

En kvinde blev opereret for en diskusprolaps, og operationen forløb umiddelbart uden problemer, men en uge senere døde kvinden af indre blødninger.

Blødningerne er en sjælden og meget alvorlig komplikation til operationen, som selv den mest erfarne læge kan komme ud for. Sundhedspersonalet har altså ikke begået en fejl på trods af det tragiske udfald, men skaden er sjælden og mere alvorlig, end kvinden med rimelighed skal acceptere i forhold til, at der var tale om en relativ ufarlig operation.

Kvindes ægtefælle fik derfor bl.a. erstatning for tab af forsørger.

Man kan altså få erstatning for en hændelig skade, hvis skaden er meget sjælden og meget alvorlig i forhold til den sygdom, man bliver behandlet for. Det betyder også, at patienter, der behandles for alvorlige og livstruende sygdomme skal acceptere større skader, end patienter med mindre alvorlige sygdomme, før de kan få erstatning.

Afgørelsesdato: 7. oktober 2013