En 16-årig dreng blev undersøgt hos egen læge, fordi han igennem to dage havde haft influenzalignende symptomer i form af hovedpine, let hoste, muskelsmerter, feber samt ondt i halsen. Han havde desuden universelt udslæt og let forhøjede infektionstal. Drengen blev herefter sat i behandling med penicillin.
Dagen efter om aftenen kl. 19.30 kontaktede drengens mor telefonisk vagtlægen, da drengen fortsat var syg med hovedpine og smerter i nakken. Vagtlægen bad drengen om at sætte sig op og forsøge at sætte hagen mod brystet, hvilket drengen ikke kunne på grund af smerter. Vagtlægen skønnede, at smerterne var muskulært betinget og gav råd om smertebehandling.
Næste morgen blev drengen fundet død i sin seng. En efterfølgende obduktion konkluderede, at drengen var død som følge af meningitis.
Patienterstatningen vurderede, at vagtlægen ikke udførte telefonkonsultationen i overensstemmelse med bedste specialiststandard. Der blev ved afgørelsen lagt vægt på, at det havde været optimal behandling, hvis vagtlægen havde taget konsekvensen af, at drengen ikke kunne sætte hagen til brystet og havde indkaldt drengen til en klinisk vurdering på mistanke om meningitis.
Det var Patienterstatningens vurdering, at man ved optimal undersøgelse og behandling med overvejende sandsynlighed ville have stillet diagnosen meningitis og sat drengen i behandling, hvorved dødsfaldet med overvejende sandsynlighed ville være undgået. Dødsfaldet blev derfor anerkendt som en erstatningsberettigende skade.
Afgørelsesdato: 5. november 2009