En 22-årig kvinde, der var kendt med psykiske problemer, blev af sin praktiserende læge ordineret antidepressiv behandling med lægemidlet Paroxetin.
Få måneder senere var kvinden til tandlæge, hvor hun fik konstateret fire tilfælde af caries. Hun anmeldte dette til Patienterstatningen, da hun mente, at hendes caries skyldtes mundtørhed efter den medicinske behandling.
Patienterstatningen var opmærksom på, at det af tandlægens journal fremgik, at kvinden ikke havde været til tandlæge i næsten tre år. Det fremgik også, at hendes mundhygiejne var middel til dårlig med plaque og misfarvede belægninger.
Patienterstatningen var dog også opmærksom på, at mundtørhed er en kendt bivirkning til behandling med Paroxetin, og at mundtørhed kan give øget forekomst af caries. Patienterstatningen vurderede derfor, at det var sandsynligt, at der var en vis sammenhæng mellem behandlingen og kvindens tilfælde af caries.
Selvom det blev lagt til grund, at de fire tilfælde af caries skyldtes mundtørhed efter behandlingen med Paroxetin, mente Patienterstatningen ikke, at skaden gik ud over, hvad kvinden med rimelighed måtte tåle.
Der blev lagt vægt på, at mundtørhed er en hyppig bivirkning til behandling med Paroxetin. Der blev også lagt vægt på, at kvinden var kendt med psykiske problemer og blev behandlet for en depression.
Patienterstatningen mente derfor ikke, at der var et udpræget misforhold mellem den sygdom, hun blev behandlet for, og skaden. Betingelserne for at yde erstatning var dermed ikke opfyldt, jf. KEL § 43.
Afgørelsesdato: 21. marts 2016