En 75-årig svært lungesyg kvinde afgik ved døden under en indlæggelse på et sygehus. En obduktion viste, at hun var død som følge af indtagelse af stærk antipsykotisk medicin (Leponex).
De efterladte anmeldte dødsfaldet og anførte, at de mente, at sygehuset havde givet patienten forkert medicin. Sygehuset mente derimod, at patienten selv havde taget medicinen fra en medpatient, som netop var blevet behandlet med Leponex.
Sygehuset forklarede, at både patienten (afdøde) og medpatienten selv administrerede deres medicin. Den pågældende aften havde en sygeplejerske observeret, at medpatientens medicin lå fremme på dennes sengebord. Efter at afdøde havde haft et toiletbesøg, havde sygeplejersken hjulpet hende hen i en lænestol, der stod ved siden af medpatientens sengebord. Det blev senere konstateret, at afdøde ikke havde taget sin medicin. Derimod var medpatientens medicin væk, og man mente, at afdøde ved en fejl måtte have taget denne. Hun var derefter faldet i en dyb søvn og var ikke til at vække. Hun vågnede ikke op, men afgik ved døden tre dage senere.
Ifølge sygehusets retningslinjer må lægemidler, der bruges til selvadministration, ikke efterlades uovervåget. Sådanne lægemidler skal derimod gemmes i sengebordsskuffer eller andre afsides steder, der betragtes som patientens personlige område/ejendele.
Ud fra forklaringerne lagde Patienterstatningen til grund, at afdøde ved en fejl selv havde taget medpatientens medicin. Dødsfaldet blev derfor betragtet som en følge af et ulykkestilfælde, jf. KEL § 21, stk. 2. Efter denne regel kan sygehuset kun pålægges ansvar, hvis ulykken skyldes fejl eller forsømmelse fra sygehusets side.
Patienterstatningen vurderede, at ulykken skyldtes, at sygehuset havde udvist fejl eller forsømmelse. Der blev lagt vægt på, at medpatientens medicin – i strid med sygehuset retningslinjer – havde ligget uovervåget på dennes sengebord. Der blev også lagt vægt på, at sygeplejersken havde haft kendskab til, at medpatientens medicin lå på sengebordet lige ved siden af den lænestol, hvor afdøde blev placeret. Hun burde derfor have indset, at der var en åbenlys fare for, at afdøde kunne komme til at tage medicinen.
Dødsfaldet blev derfor anerkendt efter KEL § 21, stk. 2.
Selvom dødsfaldet skyldtes medicinen, var der ikke tale en lægemiddelskade efter kapitel 4 i klage- og erstatningsloven. Dette skyldes, at det pågældende lægemiddel ikke var ordineret til afdøde, og skaden dermed faldt uden for dækningsområdet for lægemiddelskader, jf. KEL § 41.
Derudover følger det af KEL § 42, at en skade, der skyldes fejl eller forsømmelse i forbindelse med ordination eller udlevering af et lægemiddel, ikke anses som en lægemiddelskade.
Afgørelsesdato: 26. maj 2016