En kvinde havde i mange år været diagnosticeret med forskellige psykiatriske sygdomme og været under behandling for disse, både på sygehuse og hos praktiserende psykiatere. I 2001 skiftede hun psykiater, som satte hende i antipsykotisk behandling. Under denne behandling oplevede patienten betydelige gener, blandt andet en betydelig vægtøgning og udvikling af dårlige tænder.
Behandlingen stoppede i 2009, og patienten fik herefter ordineret medicin af sin praktiserende læge. I løbet af 2010 oplevede patienten en bedring i sin psykiske tilstand, og hun blev efterhånden trappet ud af medicinen.
Ved en undersøgelse på psykiatrisk afdeling i 2014 vurderede man, at patienten ikke havde symptomer på skizofreni, og at hun nu var psykisk rask.
I sin anmeldelse anførte patienten, at hun var blevet fejldiagnosticeret og fejlmedicineret.
Da sagen vedrørte en privatpraktiserende psykiater, kunne Patienterstatningen kun tage stilling til den del af behandlingen, der var foregået fra 2004 og frem.
Patienterstatningen vurderede, at der ikke havde været tilstrækkeligt grundlag for at iværksætte og fastholde en langvarig behandling med antipsykotisk medicin. Patienten havde desuden fået flere forskellige typer antipsykotisk medicin samtidig, hvilket øger risikoen for bivirkninger. Derudover havde der ikke været grundlag for en så kompleks behandling, ligesom der ikke var fulgt tilstrækkeligt op på patientens gener under behandlingen, herunder hendes betydelige vægtøgning. Sagen blev derfor anerkendt efter KEL § 20, stk. 1, nr. 1.
Patienten blev tilkendt godtgørelse for svie og smerte og fik erstattet udgifterne til den del af den medicinske behandling, der havde været unødvendig, efter en analogi af EAL § 1.
Afgørelsen blev tiltrådt af Ankenævnet for Patienterstatningen.
Afgørelsesdato: 23. maj 2014