En 40-årig mand fik konstateret akut leversvigt på grund af skrumpelever. Han blev skrevet op til levertransplantation, men afgik ved døden to uger senere. De efterladte anmeldte forløbet, da de mente, dødsfaldet skyldtes, at han ikke havde modtaget relevant behandling.
Patienterstatningen vurderede, at patienten ikke var påført skade ved behandlingen, og at dødsfaldet skyldtes hans leversygdom. Sagen blev derfor afvist efter KEL § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.
De efterladte ankede afgørelsen til Ankenævnet for Patienterstatningen. De indsendte en udtalelse fra en overlæge, der mente, at patienten ville have overlevet, hvis man havde foretaget levertransplantation. Han mente også, at man burde have skrevet patienten op til transplantation en måned tidligere.
Ankenævnet for Patienterstatningen vurderede, at det ikke med overvejende sandsynlighed havde ændret på forløbet, hvis man havde skrevet patienten op til transplantation en måned tidligere, blandt andet på grund af ventetiden på organer. Nævnet tiltrådte derfor afgørelsen.
Sagen blev herefter indbragt for domstolene. Retslægerådet udtalte, at dødsfaldet mest sandsynligt hang sammen med leversygdommen, og at det var hypotetisk, om det skyldtes den manglende transplantation.
Byretten lagde til grund, at dødsfaldet mest sandsynligt skyldtes leversygdommen, og ikke behandlingen. At en ledende overlæge havde udtalt sig anderledes om årsagssammenhængen, også som vidne i sagen, kunne ikke tillægges afgørende vægt over for et enigt Retslægeråd. Det var herefter ikke godtgjort, at døden med overvejende sandsynlighed var en følge af behandlingen (dom af 8. december 2015 fra Retten i Glostrup, sag nr. BS 10A-1744/2013).
Afgørelsesdato: 17. april 2012