En 81-årig kvinde blev opereret for et brud på anklen og havde efterfølgende problemer med helingen af bruddet. Patienterstatningen vurderede, at dette skyldtes, at behandlingen ikke havde levet op til erfaren specialiststandard. Skaden blev derfor anerkendt efter KEL § 20, stk. 1, nr. 1.
Kvinden afgik senere ved døden – dødsfaldet havde ikke sammenhæng med skaden.
Kvindens oprindelige brud var opstået ved et trafikheld. Hun havde fået udbetalt godtgørelse for svie og smerte og godtgørelse for varigt mén fra det forsikringsselskab, der var ansvarlig for uheldet.
Patienterstatningen vurderede, at kvinden ikke var fuldt kompenseret for sin sygeperiode ved den godtgørelse for svie og smerte, som forsikringsselskabet havde udbetalt. Der blev derfor opgjort en yderligere godtgørelse for svie og smerte til dødsboet.
Patienterstatningen vurderede desuden, at regionen var ansvarlig for en del af den godtgørelse for svie og smerte og varigt mén, som forsikringsselskabet havde udbetalt. Patienterstatningen opgjorde derfor selskabets regreskrav svarende til den del af godtgørelsen, som regionen var ansvarlig for.
Den del af regreskravet, der vedrørte godtgørelse for varigt mén, blev nedsat efter principperne om mellemkommende død, selvom forsikringsselskabet havde udbetalt godtgørelsen inden kvindens død. Det skyldtes, at kravet på godtgørelse for varigt mén over for regionen først var forfaldent efter dødsfaldet. Regionen var derfor kun ansvarlig for en reduceret godtgørelse for varigt mén, og det begrænsede forsikringsselskabets regresmulighed.
Afgørelsesdato: 28. august 2015