En 54-årig kvinde blev opereret for brystkræft med brystbevarende operation og fjernelse af lymfeknuder i armhulen. Hun gennemgik efterfølgende kemoterapi og strålebehandling. Efter at behandlingen var afsluttet, fik kvinden symptomer på nedsat hjertefunktion med åndedrætsbesvær og ophobning af væske i kroppen. Undersøgelser viste, at hendes hjertefunktion var svært nedsat.
Patienterstatningen vurderede, den nedsatte hjertefunktion med overvejende sandsynlighed var en følge af kemoterapien. Det blev desuden vurderet, at skaden havde udløst et varigt mén på 50 % og et erhvervsevnetab på 75 %. Skaden skønnedes på den baggrund at være mere omfattende end, hvad kvinden måtte tåle til trods for, at hun blev behandlet for en alvorlig kræftsygdom. Sagen blev derfor anerkendt efter LMSL § 6 (KEL § 43).
Afgørelsesdato: 28. februar 2005