En 77-årig kvinde, der var kendt med dissemineret nyrekræft, blev behandlet med fysioterapi på grund af iskiassmerter. Under behandlingen opstod der et brud på lårbenet. Røntgenbilleder viste, at der var tale om et såkaldt patologisk brud forårsaget af metastaser fra kræftsygdommen.
Patienterstatningen vurderede, at bruddet ville være opstået ved enhver mindre belastning, og at det var tilfældigt, at det var opstået under den fysioterapeutiske behandling. Bruddet var således ikke med overvejende sandsynlighed opstået som følge af behandlingen, men som følge af kvindens grundsygdom. Der kunne derfor ikke ydes erstatning.
Afgørelsesdato: 16. maj 2011