Sagsnummer 09-5483

Bloddonor faldt efter tapning

16-12-2010

En 21-årig kvindelig bloddonor besvimede og faldt ind i en glasdør i hendes opgang tre timer efter en tapning. Hun skar sig på næsen og halsen og blev behandlet på et sygehus. Sårene blev syet sammen med 20 sting, men senere opstod skæmmende ar på halsen og næsen.

Bloddonorerne i Danmark ydede 100 kr. i erstatning for medicinudgifter og sendte sagen til Patienterstatningen til opgørelse af yderligere erstatning. Patienterstatningen tilkendte godtgørelse for svie og smerte for 2 måneders sygdom og godtgørelse for varigt mén i form af skæmmende ar.

Sagen illustrerer, at lovens dækningsområde i visse tilfælde udstrækkes, når patienten f.eks. besvimer og falder i hjemmet på grund af behandlingsfølgerne. Dette gælder ikke kun for bloddonorer, men også for patienter i almindelighed. Selvom besvimelsen og faldet ikke sker, mens patienten stadig opholder sig på sygehuset, er skaden omfattet af loven.

Afgørelsesdato: 15. april 2010