En 35-årig kvinde havde gennem mange år haft en slimhindecyste på øvre øjenlåg udadtil. Ved en undersøgelse fandt man indikation for at fjerne cysten. En CT-scanning bekræftede cystens placering i øjets bindehinde, og der blev ikke fundet tegn til tumorer eller abnormiteter ved tårekirtlen.
Man fjernede herefter cysten sammen med omkringliggende øer af fedt. Efterfølgende viste en celleprøve sig at være tårekirtelvæv med spredte inflammatoriske celler i tårekirtlens væv samt lidt bindevæv (fibrose).
Patienten havde efterfølgende hævelsesproblemer omkring øvre øjenlåg på højre side samt problemer med tørhed i øjet. Der var dog ingen pussekretion eller andre tegn på infektion. Trods forsøg på forskellig medicinsk behandling var man ikke i stand til at afhjælpe disse gener.
Først et halvt år efter indgrebet blev behandlingsforløbet afsluttet. Patienten havde da fortsat periodevis tendens til hævelse og tørhed i øjet, hvorfor hun fremover var tvunget til at anvende kunstig tårevæske. Desuden havde hun stor risiko for en fremtidig hornhindeskade, idet højre øje ikke længere kunne lukkes helt og derved let kunne udtørre.
Sagen blev anerkendt efter PFL § 2, stk. 1, nr. 1, idet der efter Patienterstatningens vurdering ikke havde været indikation for at fjerne cysten, henset til dens placering og risiciene ved at fjerne cysten sammenholdt med de sparsomme gener, som dens tilstedeværelse havde forvoldt patienten. (05-0345).
Sagen illustrerer, at ikke alle kirurgiske indgreb bør foretages, blot fordi de er mulige og umiddelbart ønskes af patienten. Ved vurdering af indikationen for et indgreb bør fordele og ulemper ved indgrebet grundigt overvejes.
Afgørelsesdato: 5. oktober 2005