Sagsnummer 96-0741

Hospitalsmad gav salmonellainfektion

18-06-2009

En 52-årig kvinde var indlagt på hospitalet til behandling med kemoterapi mod myelomatose (blodkræft). Under indlæggelsen fik hun en infektion med salmonellabakterier, og der opstod blodforgiftning. Hun afgik ved døden 10 dage efter indlæggelsen som følge af blodforgiftningen. Der var i samme periode flere patienter, som fik salmonellainfektion på det pågældende hospital.

Patienterstatningen anerkendte sagen efter PFL § 3, stk. 2, idet det blev lagt til grund, at de levnedsmidler, som patienten havde fået under indlæggelsen, ikke havde været tilstrækkeligt opvarmet. Der var således flere patienter, som i samme periode havde fået salmonellainfektion under indlæggelsen. Endvidere blev der lagt vægt på, at der forelå en forskrift for varmebehandling af levnedsmidler, samt at undladelsen af at varmebehandle i tilstrækkeligt omfang afveg fra retningslinjerne i forskrifterne. Der blev ligeledes lagt vægt på, at tilstrækkelig varmebehandling af levnedsmidlerne er af afgørende betydning på et hospital, hvor patienterne i forvejen er svækkede på grund af deres sygdomme (96-0741) (1997 Årsb.).

Afgørelsesdato: 25. marts 1997