Patienten var blevet påført en patientskade, idet man ikke have behandlet et forskudt håndledsbrud (Older type III) i overensstemmelse med optimal lægelig standard. Bruddet var derfor helet i fejlstilling, ligesom det måtte lægges til grund, at den ikke-optimale behandling af bruddet var årsag til en nervepåvirkning.
Patientens varige mén som følge af den ikke-optimale behandling af bruddet blev vurderet til 12 %.
Patienten modtog på skadetidspunktet mellemste førtidspension, idet hendes erhvervsevne som følge af andre forhold i 1979 var vurderet til at være nedsat med mindst 2/3. Pensionsmyndighederne fandt, at patienten efter patientskadens indtræden var berettiget til højeste førtidspension, idet hendes erhvervsevne nu var yderligere nedsat.
Patienterstatningen fandt imidlertid, at patienten ikke var berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne. Der blev herved lagt vægt på, at patienten ikke havde været i arbejde, siden hun blev tilkendt mellemste førtidspension i 1979, hvilket var 17 år før patientskadens indtræden.
Patienten havde således ikke udnyttet sin resterhvervsevne i et betragteligt antal år forud for patientskadens indtræden, og det var derfor ikke særligt sandsynligt, at patienten ville have gjort dette, selvom patientskaden ikke var indtrådt. Patienten mistede derfor ikke en fremtidig indtægt som følge af patientskaden, hvorfor hun i erstatningsretlig henseende ikke havde lidt et erhvervsevnetab, selvom hendes resterhvervsevne efter pensionsmyndighedernes opfattelse var ændret fra 1/3 til en ubetydelighed som følge af patientskaden (årsberetning 1999).
Ankenævnet for Patienterstatningen tiltrådte Patienterstatningens afgørelse.
Afgørelsen illustrerer, at erstatning for tab af erhvervsevne efter erstatningsansvarsloven er en økonomisk vurdering og ikke en medicinsk vurdering. Det afgørende er således ikke alene, at skadelidtes fysiske evne til at udføre arbejde er nedsat som følge af skaden. Det er samtidig en betingelse, at skadelidtes fremtidige indtægt herved må antages at blive påvirket. Hvis skadelidte således på trods af væsentlige fysiske handicaps må antages med overvejende sandsynlighed stadig at kunne oppebære samme indtægt ved erhvervsarbejde som forud for skadens indtræden, har skaden som udgangspunkt ikke medført et erhvervsevnetab.
Afgørelsesdato: 17. september 1998