En 31-årig mand, der tidligere havde arbejdet som ufaglært havnearbejder i sit hjemland, kom illegalt ind i Danmark og søgte efterfølgende om asyl.
Under opholdet i Danmark, hvor han modtog flere afslag på asyl, hjalp han til på det asylcenter, hvor han opholdt sig, men havde ingen egentlig lønnet beskæftigelse.
Da patienten fik rygsmerter med begyndende udstråling til arme og ben, blev han undersøgt på et offentligt sygehus her i landet, uden at man kunne konstatere, hvad der var årsagen til hans gener. Efter længere tids undersøgelser blev han henvist til neurokirurgisk udredning på et andet sygehus, hvor man straks konstaterede, at han havde en diskusprolaps i halsrygsøjlen, der trykkede på rygmarven. På dette tidspunkt havde lammelserne udviklet sig til total lammelse i både arme og ben, og trods akut operation var det ikke muligt at ændre denne tilstand.
Som følge af skaden blev han nu bevilget permanent opholdstilladelse i Danmark af humanitære grunde.
Patienterstatningen anerkendte sagen efter PFL § 2, stk. 1, nr. 1 (KEL § 20, stk. 1, nr. 1), og fandt, at hans varige lammelser var en følge af behandlingsforsinkelsen. Det blev samtidig vurderet, at hans erhvervsevne var varigt nedsat med 100 % som følge af patientskaden.
Da patienten ikke udnyttede sin erhvervsevne før patientskaden, fandt Patienterstatningen, at årslønnen med hjemmel til EAL § 7, stk. 2, skulle fastsættes efter et skøn. Ved udøvelsen af skønnet blev der lagt vægt på, at patienten efter skadens indtræden havde fået bevilget permanent opholdstilladelse i Danmark, og at det på den baggrund måtte antages, at han skulle leve af sin erstatning i Danmark. Årslønnen blev ud fra dette synspunkt fastsat efter de forhold, der gjaldt for en dansk havnearbejder uden særlig uddannelse (årsberetningen 1999).
Ved vurderingen af sagen blev det overvejet, om årslønnen eventuelt skulle fastsættes efter forholdene i mandens hjemland, idet patienten før operationen havde fået flere afslag på opholdstilladelse og umiddelbart stod for at skulle udvises dertil. Patienten havde derfor med overvejende sandsynlighed aldrig opnået ansættelse i Danmark.
Situationen svarede således i nogen grad til den, at en turist kommer til skade under et ferieophold i Danmark, hvorved han mister erhvervsevnen. Her er der en forventning om, at han aldrig ville have søgt arbejde i Danmark, og at han efter endt behandling vender tilbage til sit hjemland. I denne situation må det derfor være rimeligt at fastsætte årslønnen efter forholdene i turistens hjemland.
Patienterstatningen fandt det imidlertid afgørende, at patienten måtte forventes at forblive i Danmark, og at erstatningen, der tilsigtede at holde ham skadesløs, derfor skulle udmåles efter danske forhold, idet dette mål ellers langt fra ville blive nået. En gennemsnits havnearbejder i hans hjemland tjente til sammenligning på skadetidspunktet, hvad der omregnet til danske kroner svarede til ca. 3.000 kr. årligt.
Det forhold, at patienten efter, at han havde modtaget erstatningen, kunne vælge at rejse tilbage til sit hjemland med denne, hvorved han ville være blevet betragteligt overkompenseret, blev ikke fundet afgørende, idet enhver dansk statsborger, der får udbetalt en erstatning, jo kan gøre noget tilsvarende.
Afgørelsesdato: 22. december 1997