En kvinde sidst i 30’erne fik i januar 1998 fjernet det ene bryst på grund af brystkræft. Der var spredning til en enkelt glandel i armhulen, og hun modtog efter operationen både strålebehandling og kemoterapi. I løbet af 2000 blev der konstateret spredning af kræften til lungerne, der dog i en periode blev holdt nogenlunde i ro med kemoterapi.
I starten af 2002 fik patienten imidlertid konstateret metastaser i knoglesystemet og leveren, og der opstod øget aktivitet i lungekræften. Patienten kom i midten af maj 2002 i behandling med præparaterne Herceptin og Taxol. I løbet af denne behandlingen skete der en gradvis forværring af hendes lungefunktion, og hun måtte efterhånden sidde op og sove for at kunne få vejret. Behandlingen havde dog god effekt på kræftlidelsen, men den blev stoppet, da der i juli 2002 blev konstateret begyndende hjertepåvirkning.
I september 2002 var patienten indlagt med væskeansamlinger omkring både hjerte og lunger, og også efter udskrivelsen var hun generet af nedsat hjerte- og lungefunktion. Man behandlede medicinsk, men patientens tilstand forværredes hurtigt, både som følge af hjerte-/lungepåvirkningen og som følge af kræftlidelsen. I november 2002 afgik patienten ved døden.
Patienterstatningen fandt det overvejende sandsynligt, at hjerte- og lungefunktionen var blevet nedsat som følge af behandlingen med de pågældende præparater. Patienterstatningen fandt dog ikke, at skaden var tilstrækkeligt alvorlig til at opfylde lovens krav, idet patientens tilstand var så kritisk, at hun måtte tåle stort set alle bivirkninger til den relevante medicinering. Sagen blev derfor afvist.
Afgørelsesdato: 24. april 2003