I forbindelse med en forestående rejse til Indonesien påbegyndte en 53-årig kvinde i september 1996 behandling med Lariam som forebyggelse mod malaria.
En uge efter hjemkomsten begyndte patienten at opleve sitren og uro overalt, specielt i benene, ligesom hun var generet af søvnforstyrrelser, vægttab samt koncentrations- og hukommelsesbesvær.
Patienten blev henvist til neurologisk undersøgelse, hvor man på mistanke om nervebeskadigelse (polyneuropati) foretog en EMG-undersøgelse, som dog viste normale forhold hos patienten.
I oktober 1997 var patienten indlagt på neuromedicinsk afdeling, idet hun havde været generet af træthed og vekslende føleforstyrrelser i arme og ben i næsten et år. Adskillige undersøgelser kunne dog ikke påvise lidelser i nervesystemet, ligesom en scanning af hjernen ikke havde vist noget unormalt.
I maj 1998 ophørte man med yderligere undersøgelser, idet det ikke havde været muligt at påvise en årsag til patientens gener.
Patienten anmeldte sagen til Patienterstatningen, idet hun mente, at hun som følge af behandlingen med Lariam havde pådraget sig gener i form af dødhedsfornemmelse under venstre fod, manglende evne til at bevæge tæerne på venstre fod, føleforstyrrelser i arme og ben, rysteture, koordinationsvanskeligheder samt smerter i knæ, hofte, ryg og hænder.
Patienterstatningen anerkendte sagen, idet man vurderede, at patientens fysiske senfølger efter Lariambehandlingen oversteg, hvad man som rask person bør acceptere i forbindelse med forebyggende malariabehandling.
Afgørelsesdato: 16. april 1999