En 78-årig kvinde med en svær hjertesygdom havde siden 1993 været i blodfortyndende behandling med Marevan efter en operation med indsættelse af en hjerteklapprotese. I 1997 fik patienten konstateret muskelgigt, og man satte hende derfor i behandling med Prednisolon.
Den 14. september 1998 klagede patienten over voldsomme muskelsmerter, hvorfor man blandt andet intensiverede behandlingen med Prednisolon. Patienten var på dette tidspunkt fortsat i blodfortyndende behandling.
Fire dage senere blev patienten indlagt i svært forpint tilstand og ude af stand til at bevæge benene. Man foretog en MR-scanning, som viste, at hun havde en blødning i hele den nederste del af rygmarvskanalen. Man kunne ikke påvise blødningskilden.
Patientens tilstand ændrede sig ikke væsentligt, og den 21. september 1998 foretog man en CT-scanning af hjernen, som viste, at der var blod i hjernens hulrum, ligesom man kunne konstatere, at der var tale om en væsentlig rygmarvsskade.
Den 27. september 1998 var patientens bevidsthedspåvirket, og hendes tilstand blev yderligere forværret frem til den 5. oktober 1998, hvor hun afgik ved døden.
Patienterstatningen vurderede, at den alvorlige grundlidelse havde nødvendiggjort behandling med såvel Prednisolon som blodfortyndende medicin, hvorfor man var nødsaget til at iværksætte en kombineret behandling, som indebar en højere risiko for blødningskomplikationer. På denne baggrund blev sagen afvist.
Afgørelsesdato: 31. januar 2000