En kvinde blev påført en svær hjerneskade i forbindelse med en fødsel og var derfor forhindret i selv at passe barnet samt familiens fælles hjem i barselsperioden, således som det ellers var planlagt.
Ægtefællen fik i stedet af sin arbejdsplads bevilliget orlov i perioden uden løn og krævede i den forbindelse at få dækket sit løntab.
Patienterstatningen fandt, at erstatningsansvarslovens regler kun gav mulighed for at tilkende erstatning til den direkte skadelidte (kvinden), mens der ikke var hjemmel til at dække andres indirekte tab som følge af skaden. Ægtefællens løntab kunne derfor ikke dækkes efter EAL § 2.
Patienterstatningen fandt dog, at der med hjemmel i EAL § 1 kunne dækkes faktiske udgifter til pasning af barn og hjem, og at ægtefællen havde forsøgt at begrænse disse udgifter ved at tage orlov og selv varetage opgaverne.
På denne baggrund blev kvinden med hjemmel i EAL § 1, ud over dokumenterede udgifter til fremmed pasning af barnet i barselsperioden, skønsmæssigt tilkendt 30.000 kr. til dækning af de udgifter, der ville have været til fremmed pasning i resten af barselsperioden, hvis ægtefællen ikke havde søgt ulønnet orlov og varetaget pasningen.
Ved fastsættelsen af den skønsmæssige godtgørelse blev der bl.a. lagt vægt på, at kommunen i en del af restperioden havde tilkendt vederlagsfri børnepasning, og at godtgørelsen, i modsætning til ægtefællens forventede indkomst, var skattefri.
Afgørelsen blev tiltrådt af Ankenævnet for Patienterstatningen. Sagen blev herefter indbragt for domstolene med påstand om, at der skulle ydes erstatning for ægtefællens indtægtstab.
Landsretten fandt ikke grundlag for at antage, at ægtefællens tilstedeværelse under kvindens genoptræningsforløb havde haft en sådan betydning for hendes helbredelse, at der var grundlag for at erstatte hans indtægtstab. Dette var flertallet i Højesteret enig i. Dommen er trykt i U 2002.2407 H.
Afgørelsesdato: 24. juni 1998