En gravid kvinde fik foretaget moderkagebiopsi, da screening havde viste øget risiko for atypiske kromosomafvigelser hos fosteret.
Som følge af moderkagebiopsi opstod der komplikation i form af hul og udsivning af fostervand. På grund af manglende gendannelse af fostervand, blev der iværksat medicinsk abort. Barnet blev født senere på dagen, men døde kort tid efter. Barnets dødsfald blev anerkendt efter KEL § 20, stk. 1, nr. 4.
Efter KEL § 24 a, stk. 1, ydes der godtgørelse til den eller de, som har forældremyndigheden over et barn, der afgår ved døden inden det fyldte 18. år, hvis dødsfaldet skyldes en behandlingsskade i klage- og erstatningslovens forstand.
Af § 24 a, stk. 2 fremgår det, at der ved et barn skal forstås et levendefødt barn samt et dødfødt barn, såfremt svangerskabet er gået mindst 22 fulde uger.
Patienterstatningen vurderede, at der ikke kunne ydes godtgørelse efter KEL § 24 a, da barnet var født i graviditetsuge 20+6 og svangerskabet dermed ikke var gået mindst 22 fulde uger.
Ankenævnet for Patienterstatningen vurderede, at betingelserne for at ydes godtgørelse efter KEL § 24 a var opfyldt.
Ankenævnet for Patienterstatningen bemærkede, at det umiddelbart kunne give anledning til tvivl, hvorvidt kravet om, at svangerskabet skal været gået mindst 22 fulde uger alene angår, når et barn er dødfødt, eller om det også er et krav i tilfælde af et levendefødt barn.
Henset til historikken omkring tilblivelsen af § 24 a, stk. 2, var det ankenævnets opfattelse, at kravet om, at svangerskabet skal være gået mindst 22 fulde uger alene angår børn, der er dødfødte. Da barnet var levendefødt, var forældrene berettiget til erstatning, uanset at der ikke var gennemført 22 svangerskabsuger.
Afgørelse af 12. maj 2022 ændret ved Ankenævnet for Patienterstatningens afgørelse af 5. januar 2023.