En 29-årig kvinde fik foretaget kejsersnit og udviklede efterfølgende infektion i underlivet. Som følge af infektionen dannede hun arvæv i bughulen, og hun måtte senere have fjernet begge æggeledere.
Patienterstatningen vurderede, at skaden gik ud over, hvad kvinden måtte tåle set i forhold til, at hun havde gennemgået et ukompliceret kejsersnit.
Sagen blev derfor anerkendt efter KEL § 20, stk. 1, nr. 4. Kvinden blev bl.a. tilkendt godtgørelse for varigt mén som følge af fjernelsen af æggelederne og den heraf nedsatte fertilitet.
Kvinden rejste efterfølgende krav om erstatning for udgifter til fertilitetsbehandling. Hun rejste også krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, fordi hun på grund af belastningen ved fertilitetsbehandlingen havde været nødt til at sætte sin arbejdstid ned og senere helt var ophørt med at arbejde.
Patienterstatningen vurderede, at der ikke var grundlag for at erstatte udgifterne til fertilitetsbehandlingen. Der blev lagt vægt på, at der ikke var tale om en nødvendig behandling til helbredelse af behandlingsskadens følger. Der var dermed ikke tale om en behandlingsudgift efter EAL § 1. Udgifterne kunne heller ikke betragtes som "andet tab", da fertilitetsbehandlingen ikke havde til formål at sikre eller forbedre kvindens funktionsevne.
Patienterstatningen henviste til U 2011.3098 H, hvor Højesteret afslog at erstatte udgifter til adoption afholdt af en kvinde, som var blevet infertil som følge af en behandlingsskade. Højesteret vurderede, at udgifterne til adoption ikke kunne betragtes som helbredelsesudgifter efter EAL § 1, da udgifterne ikke havde til formål at helbrede kvinden. Udgifterne kunne heller ikke erstattes som ”andet tab”, da udgifterne ikke havde til formål at sikre eller forbedre kvindens funktionsevne.
Efter Patienterstatningens vurdering kunne udgifterne til fertilitetsbehandling sammenlignes med udgifter til adoption, da udgifterne i begge tilfælde har til formål at opfylde skadelidtes ønske om at få børn.
Det var desuden Patienterstatningens vurdering, at udgifterne forbundet med fertilitetsbehandlingen måtte anses for at være indeholdt i den godtgørelse for varigt mén, som kvinden havde fået som følge af sin nedsatte fertilitet. Der blev i den forbindelse henvist til FED 1999.2367 Ø, hvor Østre Landsret slog fast, at udgifter til adoption, afholdt som følge af mistet fertilitet, måtte anses for at være kompenseret ved méngodtgørelsen.
Da Patienterstatningen afviste at erstatte udgifterne til fertilitetsbehandlingen, blev der også givet afslag på erstatning for det indtægtstab, som kvinden havde haft i forbindelse med behandlingen.
Afgørelsesdato: 25. oktober 2021